Roskilde Privathospital

Skurekone knæ(præpatellar)/Præpatellar bursitis

På forsiden af knæskallen findes der en lille slimsæk. Den er normal hos alle mennesker.
Ved slag eller kronisk irritation i området kan slimsækken udvide sig, ligesom en ballon.
Kapslen i selve slimsækken bliver slap, og går ikke tilbage til sin oprindelige størrelse. Der kan herefter opstå en optil hønseæg stor hævelse på forsiden af knæskallen.
Denne kan være yderste smertefuld når man ligger på knæ. Forsøg på udtømmelse af den giver som regel ikke noget resultat, idet væsken i selve slimsækken genskaber sig. Eneste behandling, når tilstanden har stået på i længere tid, det vil sige i over 3 måneder er kirurgiske.

Ved det kirurgiske indgreb lægges et lille snit herover området på ydre siden af knæet.
Slimsækken fjernes herefter. Der bliver syet sammen og lagt en forbinding på.
Forbindingen og stingene skal sidde på i 10 dage. I disse 10 dage er det væsentlig at man ikke bøjer over 90% i knæet for derved at, undgå for kraftig strammening af såret. Udover dette er det væsentlig at man ikke fjerner forbindingen, idet selve forbindingen giver tryk på området således at området omkring den tidligere slimsæk klistre sig sammen, for denne måde at udgå at den genopstår.

Kikkertundersøgelse
En enkelt undersøgelse med begrænsede gener til vurdering af:
Bruskproblemer (Kondromalaci)
Meniskforhold
Korsbånd

 

Mere om kikkertundersøgelse

Kikkertundersøgelse foretages på denne måde: Man bliver opskrevet til undersøgelsen ved første konsultation. Man får her information om, at man skal møde fastende, dvs. hverken have spist, røget eller drukket i 4 timer før man møder til undersøgelsen. Man møder en halv time før undersøgelsen skal foretages. Her får man udleveret smertestillende tabletter samt afslappende piller. Disse tabletter vil som regel medføre at man bliver lidt træt.

Ikke så få falder i søvn. Man kan også fornemme en vis svimmelhed. De afslappende piller svarer til ca. 5 genstande. Man afventer derefter ca. en halv time før indgrebet indledes. Man bør efterlade frakker samt større tasker samt sko uden for operationsstuen af hensyn til sterilitet, men værdigenstande skal medbringes på operationsstuen og lægges på et bord ved siden af operationslejet.
Benet, som skal undersøges, vil derefter blive hængt op i en strop i forbindelse med, at man desinficerer benet for at undgå infektion. Farvestoffet i dette materiale forsvinder af sig selv i løbet af 3-4 dage. Kommer det på tøjet, kan det fjernes med sprit. Ellers forsvinder det ved udsættelse for sollys i et par døgn.

Derefter foretager man lokalbedøvelse i knæet. Der gives lokalbedøvelse på ydersiden af knæet, hvor selve kikkerten skal indsættes. Der gives i alt 20 ml. lokalbedøvelse af meget kraftig type. Indgivelse af denne lokalbedøvelse i knæet kan medføre en del ubehag i form af trykken i knæet, men dette er relativt hurtigt overstået. Herefter er knæet bedøvet indvendigt. Senerne i knæhasen og på forsiden af knæet er ikke bedøvet, hvorfor man forventer normal bevægelighed af knæet under operationen. Man vil under hele indgrebet stadigvæk kunne mærke trykændringer, men skulle ikke mærke smerter af betydning.

Der laves et lille snit på ca. 1 - 1,5 cm over ledlinien på ydersiden af knæet. Herefter indføres et rør på 4,7 mm i diameter ind i knæet. Dette skal som regel - og ofte - ske uden nogen smerte, men måske med lettere ubehag. Herefter kan man på skærmen selv se med hvad der foregår inde i knæet og få forklaring på de skader der måtte være der. Under indgrebet ledes der saltvand ind i knæet for derved at kunne give oversigt over forholdene inde i knæet.  Dette kan medføre ubehag. Hvis dette er for voldsomt, skal man blot sige til, hvorefter undersøgeren vil formindske trykket i knæet.

Under hele undersøgelsen vil undersøgeren forklare alle strukturer inde i knæet. Ved eventuelle forandringer vil man også forklare, hvad det drejer sig om, konsekvenserne af det, mulighed for behandlinger og mulighed for, om man eventuelt kan affinde sig med det. I langt den overvejende del af tilfældene af skader på meniskerne eller andre strukturer i knæet, vil man ikke kunne få foretaget noget ved en undersøgelse i lokalbedøvelse. Det drejer sig således om en undersøgelse, hvor man klarlægger problemer og eventuelle skader inde i knæet. Den nyeste udvikling indenfor behandling af knæleds-skader gør, at man i mange tilfælde kan udbedre f.eks. meniskskader ved specielle operationstyper, som ikke kan foretages i lokalbedøvelse.

Tidligere ved meniskskader eller andre skader i knæleddet, foretog man fjernelse af hele menisken, men det har vist sig at medføre eventuel slidgigtforandring i knæet senere.

Undersøgelsen afsluttes med at man fjerner al væsken fra knæet. Der lægges 2 små plastre hen over såret, som sørger for at holde sårkanterne sammen. Der lægges derefter en forbinding omkring knæleddet. Forbindingen og de to små stykker plaster skal blive på knæet urørt i 3-5 dage. Bad foregår eventuelt med køkkenfolie (Vita-wrap) flere gange rundt om knæet, for at undgå, at forbindingen bliver våd. Efter undersøgelsen bør man være normalt gående, men lidt stiv i knæet, dels pga. forbindingen, men også pga. selve undersøgelsen. Bedøvelseseffekten forsvinder i løbet af 4-6 timer. De fleste vil ikke bemærke nogen gener efter bedøvelsen er forsvundet. Nogle bemærker lidt trykkende hævelse og smertefulde oplevelser fra knæet, men disse er sædvanligvis forbigående og som regel forbundet med, at man pga. undersøgelsen får øget væskeansamling i knæet. Man anbefaler i allerhøjeste grad, at man bruger knæet så meget som muligt for derved at få den overskydende væske væk fra knæet.

Når de 3-5 dage er gået, fjernelse forbindingen og de to små plastre over såret på klinikken. Der lægges derefter ganske almindeligt plaster på såret i endnu 3 dage. Dette må gerne fjernes i forbindelse med bad.

Efter 8 dage kommer man til stingfjernelse og kontrol samt oplysning om operations fund.

Hvis man i forbindelse med indgrebet finder væsentlige skader i knæet som man mener skal refereres til et sygehus, vil henvisning blive sendt af klinikken til sygehuset. Man vil derefter få indkaldelse fra sygehuset til en forundersøgelse og derefter aftale om eventuelt indgreb. Indgrebene kan også foretages i privat regi, men da det foregår i fuld bedøvelse, er der intet tilskud fra det offentlige til dette. Er man medlem af Sygesikringen Danmark gruppe 1 eller 2, yder de et betragteligt tilskud.

 
Roskilde Privathospital
Speciallægerne Jørgensen
Ringstedgade 19
4000 Roskilde
Tlf: 4632 5005 Fax: 4632 5004 E-mail: kontakt@roskildeprivathospital.dk