Roskilde Privathospital
Kondromalaci - blød brusk på undersiden af knæskal

Kondromalaci er en sygdom/tilstand som er meget udbredt. Man skønner at omkring 33% af befolkningen udviser symptomer på det på et eller andet tidspunkt, men muligvis 70 - 80% har tilstanden, uden at det nødvendigvis giver symptomer.

Som regel opstår tilstanden i puberteten, 12 - 14 års alderen. Man har derfor ment det muligvis drejede sig om hormonelle forstyrrelser uden at man har kunnet bevise dette.

Tilstanden er hyppigere hos drenge end hos piger. De første symptomer viser sig som relativt pludseligt opdukkende smerter i knæene, uden man nødvendigvis har været udsat for skade. Enkelte beskriver slag mod knæet. Det kan dreje sig om fald, hvor man slår knæet direkte eller også under sportsudøvelse, hvor man evt. får en forvridning af knæet. Herefter vil man som regel bemærke lettere hævelse af knæet, specielt når man foretager forskellige aktiviteter. Desuden bemærker man smerter i knæet når man ligger på knæ, går ned i hugsiddende stilling, går op- og ned ad trapper, specielt nedad, og når man har siddet ned længere tid, f.eks. i bil eller biograf. Det at man får smerter i knæet når man f.eks. sidder ned i længere tid, kaldes for „biografgængertegnet“ og er meget karakteristisk for tilstanden. Udover det, bemærker de fleste efter et stykke tid knasende eller klikkende fornemmelser fra knæet, når man går op og ned ad trapper eller i det hele taget når man går. Dette kan vare i ganske lang tid og kan være meget generende for patienten selv, men også for omgivelserne, idet der kan lyde meget høje og kraftige klik.

Hvis man ser ind i knæet ved det der kaldes en „kikkertundersøgelse“, vil man som regel kunne observere ved at kigge på indersiden af knæskallen, forskellige strimler der hænger ned fra bagsiden af knæskallen, som er meget betegnende for tilstandens problematik, det drejer sig nemlig om at brusken på indersiden af knæskallen bliver blød. Når den bliver blød, bliver den gradvist høvlet tyndere og tyndere og bliver den tilstrækkelig blød og tilstrækkelig tynd, kan man presse igennem til den underliggende knogle og det giver smerter. Normal brusk er omkring 4 mm tyk, men når den ned på en tykkelse på omkring 1,5 mm, vil man som sagt kunne presse igennem til den underliggende knoglemarv og det er det der giver smerterne.

Fænomenet med knæk og knasen fra knæet skyldes at brusken bliver høvlet uregelmæssig. Derfor ser man også, når man kigger ind i knæet, at brusken på indersiden af knæskallen findes uregelmæssig, hvilket gør at når man bøjer og strækker knæet, får fremkaldt klik-fornemmelse fra knæet. Dette er også ganske karakteristisk for tilstanden og kaldes „tandstangsfænomet“. Det korte og det lange ved tilstanden er, at det er en ganske banal og på sin vis ligegyldig tilstand, idet det ikke medfører alvorlige skader på knæet.
Tilstanden maksimerer omkring 16-17 års alderen, hvorefter den gradvist fortager sig i løbet af 19-20 års alderen og som regel vil generne forsvinde i 95-99% af tilfældene - alt efter hvilke undersøgelser man læser. 1-5% af tilstanden overgår til en kronisk tilstand. Denne består i at disse gener fortsætter..
Det kan være meget generende. I denne periode tilrådes patienterne så vidt muligt at holde knæet i ro og ikke bruge det ved sportsudøvelser, men bevæge sig normalt omkring.

For 15-20 år siden opererede man meget for tilstanden. Princippet i operationen var primært at man glattede brusken på indersiden af knæskallen af med en kniv, således at den blev glat og nydelig at se på. Problemet ved denne operation var dog at man faktisk gjorde brusken endnu tyndere, således så man at 50% af patienterne fik det bedre efter behandlingen, men 25% fik uforandrede gener og 25% fik forværrede gener efter operationen. Hvis man således tog en almindelig tilfredshedsskala kunne man se at kun 37% af patienterne fik tilfredsstillende resultat efter operationen, hvilket er alt for lidt i forhold til indgrebet. Man er derfor stort set ophørt med at lave dette indgreb. Man har også forsøgt at bore huller i knæskallen, kløve knæskallen, for derved at aflaste trykket i knæskallens knoglemarv, men med lige dårligt resultat.

Operativ behandling af tilstanden er således stort set holdt op.
Behandlingen af tilstanden er noget vanskelig. Det drejer sig primært om at man bør meddele patienter med generne at de skal væbne sig med tålmodighed. Generne forsvinder stort set altid af sig selv. Nogle anbefaler at man skal holde pause med sport et ½ - 1 år og sågar helt holde op med sport, idet man mener, at det vil give øget slitage på bagsiden af knæskallen. Dette er jeg dog helt uenig i......

Hvis man øger sin sportsaktivitet, øger man ikke alene blodomløbet i muskelvævet, men også i knogle marven. Herved øger man naturligvis opheling af brusken på indersiden af knæskallen. Dette kan dog være et tveægget sværd. Jo mere man laver, jo mere gør det ondt i knæet. På den anden side, jo mindre man laver - jo mere forhaler det processen. Derfor mener jeg, når det er udelukket, at når der er tale om ledbåndsskader, meniskskader og andre skader inde i knæet, at det er meget afgørende, at man fortsætter med sin sport så aktivt som man overhovedet kan. Hvis man således i forbindelse med tilstanden erfaringsmæssigt ved man får smerter i knæet, når man skal dyrke sport eller foretaget andet er det anbefalelsesværdigt at tage 1-2 Kodimagnyl eller Panodil en halv time før man udøver sport eller lignende.

I øvrigt er generne i knæet kuldefølsomme, derfor anbefales der ganske almindeligt elastikbind til at varme knæet. Det drejer sig ikke om støttebind, men udelukkende om varmebind, så man således tilfører knæet termisk varme. Udover dette bør det tilføjes mekanisk varme, hvilket vil sige, som jeg tidligere har beskrevet, drejer sig om at bruge knæet så meget som muligt.

De 4 ting man således skal overholde er:

* Primært tålmodighed med tilstanden.
* Varme, både termisk og mekanisk.
* Samt, hvis man erfaringsmæssigt ved man får smerter i knæet ved aktivitet, tage smertestillende midler for at kunne fortsætte med disse aktiviteter.

Udover dette bør man være opmærksom på, at hvis man kommer ud for en skade imod knæet, hvor der kommer andre gener fra knæet såsom aflåsning af knæet eller tilsvarende, bør knæet selvfølgelig undersøges igen, idet der således kan være tale om en meniskskade.

 

 
Roskilde Privathospital
Speciallægerne Jørgensen
Ringstedgade 19
4000 Roskilde
Tlf: 4632 5005 Fax: 4632 5004 E-mail: kontakt@roskildeprivathospital.dk