Galdestensoperation
Galdestenssygdom er almindelig i Danmark. Hvert år får cirka 5000 personer fjernet galdeblæren. Lidelsen er hyppigst hos kvinder. Omkring halvdelen de personer, som har galdesten, har symptomer, der typisk er lokaliseret med smerter under højre ribbenskant. Anfald af smerter kan være ledsaget af opkastninger.
Første undersøgelse - for at finde ud af om det er en galdestenslidelse, der giver smerter - er ultralydsundersøgelse. Operation tilbydes, når der foreligger ultralydsscanning, som har vist galdesten, og ledsagende symptomer typisk for galdestensanfald.
Operation for galdeblæresten foretages med kikkertmetode (laparoskopisk cholecystectomi) igennem bugvæggen. Indgrebet foregår i fuld bedøvelse, og udføres gennem fire små huller (5-10 mm stykket) i bugvæggen. Galdeblære med sten fjernes. Typisk foregår operation for galdeblæresten ambulant, hvilket vil sige udskrivelse samme dag, som operationen er foretaget. Af og til kan indlæggelse til dagen efter blive nødvendigt.
Forundersøgelse Vi vil gennemgå Deres sygehistorie, og De vil blive undersøgt det problem, De kommer med. Når diagnosen galdesten er stillet, vil de behandlingsmuligheder, vi har, blive gennemgået med Dem. Kirurgen vil foreslå bedste operationsmåde og gennemgå proceduren med Dem. Informationen, som gives mundtligt, vil også blive givet skriftligt. Der aftales operationsdag.
Før det kirurgiske indgreb De skal sørge for, at arrangere hjemtransport, idet De ikke selv må føre bil. Der skal hjemme være en rask pårørende, som ser efter Dem det første døgn. Er De indlagt 1 døgn efter operationen, kan De blive afhentet dagen efter. De bør være i nærheden af en telefon, idet De skal kunne kontakte klinikken, opererende læge eller vagtlæge ved væsentlige problemer, som er relateret til Deres operation. Det er vigtigt, at De ikke indtager medicin som indeholder acetylsalicylsyre og E-vitamin, Q10, fiskeolie eller levertran fra 2 uger før og til 1 uge efter operationen. (Kan give blødnings-tendens). Undgå alle former for naturmedicin 3 uger før en eventuel operation. 24 timer før operation må De ikke drikke alkohol, vin eller øl. De må ikke indtage føde samt drikke fra 6 timer før operationen også selv om operationen foregår i lokalbedøvelse eller i fuld bedøvelse. Dette skal overholdes, idet De ellers risikerer at få Deres operation aflyst.
På operationsdagen Operationen betales ved indlæggelsen. De vil blive undersøgt af den opererende læge. Ved større operationer, vil der blive taget hjertediagram, urin- og blodprøver. Narkoselægen vil tale med Dem og eventuelt undersøge Dem. Undlad kontaktlinser og efterlad smykker hjemme. Piercinger i maveskindet skal fjernes. Medbring toiletsager (læbepomade), morgensko og morgenkåbe. Tag ikke anden medicin end den der er aftalt med klinikken. Lider De af sygdomme, der kræver kronisk behandling med medicin, vil klinikkens narkoselæge i hvert enkelt tilfælde afgøre, hvorvidt De skal tage Deres sædvanlige medicin op til - og på operationsdagen. Sukkersyge og blodtryksforhøjelse skal være velreguleret. Anvender De astmamedicin, migrænemidler etc. bedes dette medbragt på operationsdagen.
Operationen Denne gennemføres med den aftalte bedøvelsesform og varer ca. 1 time. I sjældne tilfælde kan operationen ikke gennemføres med kikkertmetoden, og man bliver nødt til, at åbne bugvæggen med snit under højre ribbenskant. Årsagen til eventuel ændring af operationsmåden kan være betændelsesforandringer, umormale anatomiske forhold, sammenvoksninger eller andet.
Komplikationer Der er risiko for infektion og blødning, som ved andre kirurgiske indgreb. Sjældent (0,5 – 1%) ses beskadigelse af de dybe galdeveje, som kan kræve rekonstruktion. Af og til vil patientens smerteproblem ikke være løst med operationen.
Efter operationen Hvis der er aftalt 1 dags indlæggelse, udskrives De næste morgen inden kl. 10. Herefter koster ekstra indlæggelse kr. 2.900 pr. døgn. De skal tage antibiotika, hvis dette er ordineret af klinikken. Så længe et ar er rødt, bør de ikke udsættes for sol. De må ikke føre bil efter en evt. operation, da De oftest vil have indtaget smertestillende og/eller beroligende medicin på klinikken. De bør have ledsager med på hjemturen, hvad enten De tager bil/tog/bus/taxa. Efter udskrivelsen vil De få udleveret telefonnummer til den opererende læge, der altid gerne vil kontaktes ved evt. problemer.
De skal før De tager hjem have tid til fjernelse af tråde 8-10 dage efter. De må påregne sygemelding i ca. 1 uge efter operationen. Der ingen restriktioner i Deres daglige livsførelse efter at sygemeldingsperioden er overstået.
Når man bliver opereret, får man noget gulfarvet sprit på kroppen. Det kan godt sætte sig i undertøjet og sengetøj senere. Det er lettest at få væk ved blot at gøre de gulfarvede områder våde med almindelig husholdningssprit inden vask. Er der eventuelt resterende gul farve efter vask, skal det blot hænges ud i lyset et par dage, så forsvinder den gule farve af sig selv.
Ved forespørgsler eller samtaler med patienter bedes De venligst ringe på tlf. 4632 5001.
|
|